Bilbao ved Biskayabugten var engang en temmelig trist industriby. De dage er for længst forbi, og i dag er byen et populært rejsemål for storbyferier. Åbningen af det berømte Museo Guggenheim i 1997 har i høj grad bidraget til byens popularitet, men det er bestemt ikke den eneste attraktion i Bilbao. Floden Nervión, der løber tværs gennem byen, er blevet renset, og her kan man nu ro i kajak eller stå på stand-up-paddleboard. Omkring den gotiske katedral ligger det historiske centrum – Casco Viejo – med hyggelige restauranter og caféer. Det er det perfekte sted at nyde et glas vin og spise pintxos (den baskiske variant af tapas). Apropos mad: I Bilbao finder du nogle af de bedste restauranter i hele Spanien!
Bilbao er et fantastisk udgangspunkt for en biltur med en lejebil gennem Baskerlandet. Man kan selvfølgelig også bruge byen som udgangspunkt for dagsture i omegnen. Der er eventyrlige veje langs kysten og gennem bjergene, du kan besøge idylliske strande ved Biskayabugten med udfordrende bølger for surfere, og der er smukke, gamle byer og karakteristiske landsbyer. Hvad venter du på? Lej en bil i Bilbao, og vælg blandt vores forslag nedenfor for at få en fantastisk ferie i Baskerlandet!
Tag godt forberedt af sted med en lejebil i Baskerlandet, og læs om færdselsreglerne i Spanien.
Lidt nord for Bilbao ligger en helt særlig bro, Puente Bizkaia (på baskisk: Bizkaiko Zubia), også kendt som Puente Colgante (Hængebroen). Vejen derhen langs Nervión-floden er ikke særlig smuk – den går forbi gamle fabrikker og forfaldne huse – men når man først når frem til flodmundingen, venter der en unik konstruktion. I slutningen af det 19. århundrede var der behov for en forbindelse mellem Getxo på den ene bred og Portugalete på den anden, men skibsfarten på floden måtte ikke hindres. Resultatet: mellem to høje tårne på begge bredder ligger en vandret stålbjælke i 45 meters højde. Under den hænger en gondol, der er fastgjort til stålkabler blot få meter over vandet og transporterer passagerer og biler over floden. Man kan køre over på den anden side ad denne svævende vejbane for derefter at tage en elevator op og gå tilbage over den vandrette bjælke. Ikke for folk med højdeskræk!
Afhængigt af den rute, du vælger, tager det 40 til 60 minutter at køre fra Getxo til den magiske klippeø Gaztelugatxe. Vi anbefaler, at du vælger kystruten BI-3151: vejen er i fremragende stand, og du kører gennem et smukt landskab. Du kommer også forbi hyggelige små strande som Gorlizekoog Bakioko. Men hovedmålet er altså den lille ø med den ikoniske stentrappe, som du måske kender fra tv-serien Game of Thrones. Undervurder ikke turen opad: Fra parkeringspladsen går du først ned mod vandet, og fra den stenbelagte buebro går du op ad 241 stejle trin til den lille kirke på toppen. Og du skal jo også tilbage igen. Tag gode vandresko på, for trappens sten er ujævne og kan være glatte. Husk også at tage rigeligt med vand med.
På toppen kan du bogstaveligt talt træde i Johannes Døberens fodspor – i hvert fald hvis du tror, at fodaftrykket der faktisk er hans. Blandt fiskerne her findes der en dybt forankret tradition. Inden de tager ud at fiske, sejler de med deres båd flere gange rundt om øen, først mod bagbord og derefter mod styrbord, så Johannes kan velsigne dem med et stort fangst og beskytte dem på havet.
Da stedet tiltrækker mange besøgende, er antallet af personer, der får adgang, begrænset fra slutningen af marts til midten af september. Man skal i så fald reservere et (gratis) tidsvindue online. Den nærmeste parkeringsplads til din lejebil ligger ved indgangen Urizarreta, ved siden af restauranten Eneperi. Hvis du ikke har en billet til at besøge selve øen, går der en sti fra denne restaurant til et smukt udsigtspunkt.
Længere fremme langs kysten ligger den charmerende fiskerby Bermeo, hvor havnen i dag hovedsageligt er fyldt med fritidsbåde. Den historiske del af byen omkring Puerto Viejo er kendetegnet ved smalle, farverige huse, der er bygget op ad klipperne, hvor hver række ligger højere op ad skråningen. Byen værner om sin fiskeri- og søfartstradition i Museo del Pescador (Fiskerimuseet). Det har til huse i Torre de Ercilla, opkaldt efter den købmandsfamilie, der opførte tårnet i det 15. århundrede. Engang stod der omkring tredive af disse tårne i Bermeo. Af de syv oprindelige byporte er der kun én bevaret, nemlig Puerta de San Juan fra det 14. århundrede. På det hyggelige centrale torv ligger Santa María- kirken fra 1858 og rådhuset, der er lidt over et århundrede ældre, begge i neoklassisk stil. Dette torv kommer til live om aftenen, ligesom Parque Lamera bag den gamle havn, der tidligere var et skibsværft. Nu udgør de mange bænke i parken og de omkringliggende barer, restauranter og terrasser et livligt mødested.
Langs Baskerlandets barske nordkyst ligger nogle af de bedste surfsteder i Spanien og måske endda i hele Europa. Sandbanken i flodmundingen ved Mundaka er det oprindelige »mekka« for surfere i Spanien. Især mellem september og december er der ofte smukke, høje bølger, og roligere dage er ideelle til at finpudse din teknik. Eller til at lære at surfe, for der er mange surfskoler i Mundaka. Afhængigt af tidevandet er der forskellige adgangssteder til surfområdet. De fleste surfere starter i havnen, da den ligger tættest på sandbanken (og dermed de høje bølger), men man kan også komme ud i vandet via en lille trappe lige bag kirken.
For begyndere eller uerfarne surfere er Playa de Laida det bedste valg til at surfe i Mundaka. Stranden ligger på den anden side af flodmundingen og kan ved lavvande nås fra bystranden Laidatxu. Hvis du ikke surfer, kan du slappe af på denne strand. Fra Mirador de la Playa de Laida har du en smuk udsigt over Ocariflodens munding og biosfærereservatet Urdaibai, som er hjemsted for rovfugle som ørne, grå gribbe og høge, men også et mellemstop for trækfugle.
Lidt over et kvarter i bil fra Mundaka ligger Guernica, hjertet af den baskiske sjæl. Men stop undervejs ved informationscentret Ekoetxea Urdaibai, hvor du på en interaktiv måde kan lære meget om biodiversiteten i sumpområderne omkring Ocar-floden. På øverste etage er der en udsigtsplatform, hvor du kan kigge efter fugle gennem teleskoper. Mellem Guernica og Kortezubi løber en vandrerute gennem naturområdet Urdaibai, delvist over træbroer tværs gennem sumpene.
Guernica (på baskisk: Gernika) er især kendt for Pablo Picassos maleri, der skildrer rædslerne ved bombningen af byen i 1937. Ved dette bombardement under den spanske borgerkrig blev næsten hele byen lagt i ruiner. To symboler på den baskiske identitet, parlamentsbygningen (Casa de Juntas) og Guernica-træet (Gernikako Arbola), blev skånet. Under dette egetræ har Baskerlandets ledere i århundreder svoret troskab til baskernes friheder. Det nuværende træ er den fjerde efterkommer af det oprindelige egetræ.
På grund af ødelæggelserne fra bombardementet er Guernica i dag en moderne by, der især er attraktiv, hvis man er interesseret i baggrunden for Picassos mest berømte værk og den baskiske kultur. Besøg i den forbindelse Fredsmuseet (Museo de la Paz) og det etnografiske museum Euskal Herria. For at opleve et autentisk marked skal man tage til Guernica om mandagen, hvor landmænd fra regionen sælger deres varer.
Kør i din lejebil fra Guernica langs den østlige side af naturreservatet Urdaibai til en af Baskerlandets smukkeste strande. Også langs denne vej kan du gøre et kort stop for at se på fuglene i naturreservatet ved Urdaibai Bird Center. Playa de Laga er en sandstrand, der på begge sider afgrænses af høje, forrevne klipper. En vandresti fører op til de høje klipper ved Cabo Ogoño. Selvom stranden skråner gradvist ned mod vandet, kan der være høje bølger og stærk strøm. På varme sommerdage er der som regel meget travlt her. Men bare rolig, der er også masser af smukke steder længere fremme langs den baskiske kyst.
For eksempel hvis du kører ad kystvejen mod Lekeitio. Undervejs kan du nyde fantastiske udsigter, og halvvejs kommer du gennem den fotogene landsby Ea ved floden af samme navn, hvor en lille romersk bro er den store attraktion. Parkér ikke din lejebil på parkeringspladsen på den vestlige side af landsbyen, for den er forbeholdt beboerne. På den østlige side er der et ubebygget område, hvor besøgende kan parkere.
Den stemningsfulde havn i Lekeitio domineres af den enorme katedral fra det 15. århundrede. Det, der gør Lekeitio så smukt og unikt, er beliggenheden ved en flodmunding med sandstrande på begge sider og den lille ø San Nicolás lige foran. Ved lavvande kan man gå til øen fra stranden. Man går over en slags lille dæmning, der ved højvande står helt under vand og derfor er dækket af tang. Vær forsigtig, for det kan være ret glat. Vær også opmærksom på tidevandet – bliv ikke for længe på San Nicolás, for du vil ikke være den første, der bliver overrasket af det stigende vand.
Hele den baskiske kyst er smuk, men Flysch-ruten er et af de smukkeste afsnit. Flysch-klippeformationer er bjergarter, der består af skiftevis lag af skifer og sandsten. Disse sedimentære bjergarter blev dannet for millioner af år siden og har med tiden været udsat for erosion. I dag kan man se flysch i form af forrevne klipper og ejendommelige klippeformationer.
Flysch-kysten begynder ved Mutriku, en lille by, som du bestemt ikke må gå glip af, hvis du ikke har fået nok af middelalderlige herregårde og smalle gader. Mellem Deba og Zumaia løber en fjorten kilometer lang vandrerute, La Ruta del Flysch, tæt langs den imponerende, stejle kyst. De forskellige geologiske lag er ikke kun synlige i de højt opragende klipper, men ved lavvande kan man også se havbundens rillede overflade.
Hvis du følger N-634 fra Deba, får du allerede ved udsigtspunkterne Hilandera og Itziargo Ama, lige uden for landsbyen, en forsmag på, hvad der venter dig. Længere fremme er der adskillige steder langs vejen, hvor du kan parkere din lejebil for at gå et stykke mod kysten og nyde disse særlige klipper fra et af udsigtspunkterne. N-634 snor sig gennem bølgende og frugtbare bakker, og man forstår godt, hvorfor denne del af landet ofte kaldes »España Verde« (Det Grønne Spanien).
Fra havnene i Deba og Zumaia arrangeres der også bådture, så man kan beundre klipperne fra havet.
Fra Zumaia kan du fortsætte ad N-634, der løber tæt langs kysten og blandt andet fører gennem den charmerende fiskerby Getaria (med dejlige strande og fremragende fiskerestauranter, herunder en med en Michelin-stjerne). Hvis du vil komme hurtigt frem, er det bedre at tage motorvejen AP-8, men vær opmærksom på, at du skal betale vejafgift på strækningen frem til Zarautz.
Når vi nu taler om Michelin-stjerner: San Sebastián har, regnet pr. person, flest trestjernede restauranter i Europa. Vi har jo allerede nævnt, at Baskerlandet er berømt for sit raffinerede køkken? Her får elskere af madkunst på højt niveau virkelig noget at glæde sig over!
San Sebastián hedder Donostia på baskisk og er en af de vigtigste byer ved Biscayabugten. Ud over restauranterne i verdensklasse er byen kendt for sine lange og brede strande og de smalle gader i det historiske centrum, Parte Vieja. Centrum afgrænses af Urgull-bakken med det middelalderlige slot Motako Gaztelua, floden Urumea og den halvrunde bugt Bahía de la Concha. Byens hjerte er Konstituzio-pladsen, omgivet af arkadegallerier og udendørs serveringssteder. Her er rigtig hyggeligt sidst på eftermiddagen og om aftenen, men undgå denne plads om morgenen, for da er den fyldt med varevogne. Restaurationerne skal jo også have leveret varer.
I mere end hundrede år har der kørt en lille svævebane fra Funikular Plaza til toppen af Monte Igueldo på vestsiden af Concha-bugten. Der er kun begrænset plads i det lille trætog fra 1912, og på travle dage må man derfor vente et øjeblik, før man kan køre op ad bjerget. Ud over en fantastisk udsigt er der på toppen en forlystelsespark, der også stammer fra 1912 og derfor har mange »gammeldags« forlystelser.
Fra Igueldo kan du se de to strande ved Concha-bugten: Playa de Ondaretta og Playa de la Concha. Sidstnævnte strand er hele 1.300 meter lang og strækker sig helt ind til den gamle bydel. Takket være bugten ligger disse strande ret godt beskyttet. Stranden på den anden side af den gamle bydel, Playa de Zurriola, har højere bølger og er derfor populær blandt surfere.
Der findes flere underjordiske parkeringshuse i San Sebastián, hvor du kan parkere din lejebil, men de er ikke alle lige nemme at finde og er desuden i den dyrere ende. Hvis du ikke vil bruge lang tid på at lede og gerne vil parkere relativt billigt, skal du køre til det underjordiske parkeringshus ved togstationen San Sebastián på Urumea-flodens højre bred, inden for gåafstand fra den gamle bykerne. Du kan parkere gratis og fortsætte rejsen med offentlig transport vest for (Parking Igara) og syd for (Parking Illunbe) byen.
Bilbao er ganske vist Baskerlandets største by og dets finansielle, kulturelle og økonomiske centrum, men Vitoria-Gasteiz er den autonome regions officielle hovedstad. Byens navn er en sammensætning af det spanske og det baskiske navn. Med en lejebil tager det en time at køre dertil fra Bilbao, men vi anbefaler, at du tager lidt længere tid på turen og for eksempel kører via Urkiola. Bjergene er fantastiske! Fra San Sebastián kan du gøre holdt i naturreservatet Aizkorri-Aratz med smukke bjergtoppe og dale. Fra det maleriske Oñati kører du i din lejebil ad en smuk vej til indgangen til Arrikrutz-grotterne. For at deltage i en rundvisning skal du reservere på forhånd online.
Vitoria får langt mindre opmærksomhed end kystbyerne Bilbao og San Sebastián, men det er en meget livlig by og desuden en af de grønneste byer i Europa. Casco Viejo har nogle af de bedst bevarede middelalderlige gader og torve i regionen. Der er ingen mangel på barer i det historiske centrum, og om aftenen er der derfor hyggeligt travlt. Man skal dog af og til klatre lidt, for Vitoria er bygget på en bakke. Undtagen hvis man vil fra San Pedro -kirken til kulturcentret Montehermoso, for så kan man benytte sig af et rullende fortov, der endda er overdækket. Omkring tyve mure i byen er prydet med enorme vægmalerier, og der er udstukket en rute langs disse kunstværker.
Cirka 45 kilometer fra Vitoria, lige syd for bjergkæden Sierra de Cantabria, ligger Laguardia, hovedstaden i vinregionen Rioja Alavesa. Den lille by ligger højt oppe på en bakke og er helt omgivet af en solid bymur, der blev opført i det 12. århundrede for at beskytte landsbyen mod angreb fra det nærliggende Castilien. Man kan stadig kun komme ind i Laguardias historiske centrum gennem en af de fem byporte. Lejebilen skal du parkere uden for muren. Under de fleste huse findes der vinkældre. Ved den sydlige Puerta de Mercadal er der fundet rester af et enormt vandreservoir fra jernalderen, og fra Torre Abacial har du en smuk udsigt over vinmarkerne omkring byen.
Laguardia er udgangspunktet for en vinrute gennem Rioja Alavesa. På denne rute kan du smage alt fra vine, der er modnet i middelalderlige huler, til vine, der er fremstillet efter de mest moderne metoder. Udover Laguardia er Samaniego, Elciego og Labastida nogle af de middelalderlige landsbyer på denne rute. De har fra gammel tid været tæt forbundet med vindyrkning og vinkultur. Men det handler ikke kun om vin; nogle vinhuse har hyret berømte arkitekter til at designe særlige bygninger. Eksempler herpå er Bodegas Ysios af Santiago Calatrava og Bodegas Baigorri af Iñaki Aspiazu Iza.
Hvis du ikke kan få nok af stejle og snoede veje gennem barske bjerge og dybe kløfter, så skal du tage til Europas Tinder. Det er en af Spaniens smukkeste og mest varierede bjergkæder og udgør for størstedelens vedkommende et nationalpark: Picos de Europa. Dette er ikke et sted for en dagstur – lav i stedet en rundrejse over flere dage. Her finder du alt, hvad fans af bilture kan ønske sig: snoede veje, storslåede udsigter og smukke steder at holde pause. Du bør også lade lejebilen stå fra tid til anden, for området er et paradis for vandrere og bjergbestigere.
Fra Bilbao kører du ad motorvej A-8 i cirka to timer til afkørslen mod Picos de Europa, som er tydeligt angivet på vejskiltene. Herefter kører du mod sydvest ad N-621. Ret hurtigt kører du forbi de første forrevne bjergklipper. I Panes skal du vælge: mere eller mindre lige ud fører til den østlige del af Picos, mens vejen til højre går mod Cabrales og den vestlige del af Picos.
Kører du lige ud, kommer du forbi den lille flod Deva, der har skåret en dyb kløft ud. Fra landsbyen La Hermida er der vandre- og klatreruter gennem denne spektakulære kløft med stejle klippevægge og Spaniens længste hængebro. I Potes skal du tage CA-185 forbi smukke bjerglandsbyer som Argüebanes og Mogrovejo. Til sidst kommer du til Fuente Dé, hvor du med en svævebane kan komme op i 1823 meters højde og nyde en fantastisk udsigt. Fra udsigtsplatformen går der flere vandrestier.
Du kan ikke køre længere, så du skal tilbage til Potes. Kør derefter videre mod syd gennem en smuk dal, Vega de Liébana. Denne snoede vej er populær blandt motorcyklister, så vær opmærksom på disse fartdjævle. Dette er en rute, hvor der er så meget at se, at man næsten ikke kan følge med – hold fokus på rattet! Det er en fordel, hvis I kan skifte chauffør her, og hvis I har lejet en bil med en ekstra chauffør inkluderet. På den måde kan I skiftevis nyde det overvældende smukke landskab i fulde drag. Derudover er der undervejs flere udsigtspunkter, hvor I kan holde lejebilen stille et øjeblik.
Den sidste strækning til Riaño er ret flad, men når man først er nået frem til byen, har man en fantastisk udsigt over det ligeledes navngivne reservoir. På vej tilbage mod nord kører man gennem den imponerende kløft Desfiladero de los Beyos til den hyggelige by Cangas de Onís. Denne by er et godt udgangspunkt for ture til gletsjersøerne Lagos de Covadonga, men kun uden for højsæsonen. I påsken, i sommermånederne og på bestemte weekender er der så travlt, at vejen til søerne er spærret for private køretøjer. Også de populære vandreruter Cares, Bulnes, Tielve og Sotres tiltrækker så mange besøgende, at man i sommermånederne kun kan nå dem med offentlig transport. Langs vejen Collado Pandébano (til vandreruter til blandt andet Vega de Urriellu) er der kun 64 parkeringspladser. Er de fyldte, bliver man sendt tilbage.
Lad dig ikke afskrække af ovenstående. Der findes adskillige alternative ruter gennem de smukke bjerge, og du står jævnligt over for valget om, hvilken du nu skal vælge. Her bliver det klart, hvorfor du bør have en lejebil: du er meget fleksibel og kan vælge de ruter, der i det øjeblik forekommer dig smukkest. Én ting ved vi med sikkerhed: det vil aldrig skuffe.
I modsætning til andre spanske kyststrækninger er Baskerlandet ikke kendt for det varme vejr. Faktisk har det ry for, at det »altid« blæser og regner, men det er stærkt overdrevet. Det er rigtigt, at der regner meget set over hele året, men især uden for sommermånederne. I juni, juli og august er det dejligt at opholde sig i Bilbao med dagtemperaturer på omkring 25 grader Celsius, selvom de nogle gange kan stige betydeligt. Og skulle der falde en regnbyge: så er det en god anledning til at smage på pintxos i den nærmeste café! I bjergene skal man regne med, at vejret hurtigt kan skifte.
Baskerlandet er kendt for sin rige kulturarv, sit unikke sprog og sine smukke landskaber med grønne bjerge og vilde kystlinjer. Du vil blive forbløffet over den naturlige skønhed og nyde de charmerende fiskerbyer, historiske steder, livlige byer og kulturelle traditioner, der går århundreder tilbage. Desuden er hele regionen kendt for sin fremragende og varierede gastronomi. Den bedste måde at opleve det hele på og selv bestemme, hvor du vil hen, er at leje en bil. Med en lejebil kan du ud fra Bilbao udforske de smukkeste steder i Baskerlandet.
Ovenfor har vi givet dig tips til dagsture eller roadtrips fra Bilbao. Men hvorfor skulle du vende tilbage til det sted, hvor du startede? Det behøver du slet ikke, for du kan også leje en bil til en såkaldt one-way. Så henter du lejebilen ét sted og afleverer den et andet sted. På den måde kan du tage på en længere rejse uden at vende tilbage til dit udgangspunkt. En populær one-way-tur fra Bilbao går til A Coruña på Spaniens nordvestligste spids. Men du kan også køre den anden vej, for eksempel via Zaragoza til Barcelona. Eller hvis du alligevel kører gennem vinregionen Rioja, hvorfor så ikke fortsætte længere mod syd, via Burgos til den spanske hovedstad Madrid? Indtast et andet sted i vores søgeformular, hvor du vil aflevere din lejebil, så viser vi automatisk de biler, hvor det er muligt.
Hvilken forsikring bør jeg vælge, og er det med depositum? Læs vores artikler, der giver dig praktiske oplysninger og tip, som sikrer, at du vælger den udlejningsbil, som passer bedst til dig.