Dubai er en by fuld af superlativer: verdens højeste tårn, et af verdens største indkøbscentre, en af verdens største lystbådehavne og unikke kunstige øer formet som palmetræer. Bygningernes pragt og storhed er imponerende, og underholdningen er simpelthen forbløffende. Bortset fra det gamle kvarter Al Bastakiya er der ikke mange historiske steder tilbage, men nogle gange får man stadig et glimt af fortiden, såsom traditionelle træbåde, der sejler over saltvandsfloden tværs gennem byen.
Dubai er hovedstaden i emiratet af samme navn og udgør sammen med seks andre emirater De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Det er et populært turistmål, og en lejebil er uundværlig der. Byen er nemlig ret udstrakt, og selvom metroen er meget effektiv, er du langt mere fleksibel med en lejebil og kan se og opleve meget mere. Når du lejer en bil i Dubai, kan du udforske byen og resten af emiraterne i dit eget tempo. Stop, hvor du vil, tag omveje og opdag skjulte perler, som de fleste turister går glip af.
Listen over steder, man bør besøge i Dubai, er uendelig og bliver stadig længere. Herunder finder du vores forslag, men denne oversigt er langt fra komplet!
Burj Khalifa er med sine 828 meter verdens højeste bygning og en af de vigtigste turistattraktioner i Dubai. Du kan vælge mellem forskellige rundvisninger. Basispakken omfatter et besøg på 124. og 125. etage, en udendørs terrasse og en udsigtsplatform. Det er også muligt at besøge 148. etage med verdens højeste udsigts- og udendørsterrasse i 555 meters højde. Med det mest luksuriøse pakke besøger du loungen i denne gigantiske skyskraber på etagerne 152-154, hvor der serveres snacks og drikkevarer. Vi anbefaler, at du reserverer i god tid, da billetterne ofte er udsolgt.
Sky Views er ikke så højt som Burj Khalifa, men lige så spektakulært: en glasplatform, der svæver 219 meter over byen. Det er altså ikke noget for folk med højdeskræk, og det gælder i særdeleshed for Edge Walk, hvor man – naturligvis godt sikret – tager en lille tur langs ydersiden.
Dubai er et fantastisk rejsemål for shoppingglade. Kendte indkøbscentre som Dubai Mall og Mall of the Emirates er blot de to største blandt snesevis af indkøbscentre, hvor udtrykket »shop till you drop« absolut går op i en højere enhed.
De århundredgamle souker (arabiske markeder) står i skarp kontrast til de moderne indkøbscentres glamour. I den ene souk bliver man overvældet af de dejlige dufte af urter og krydderier, mens andre souker har specialiseret sig i for eksempel tekstiler, fisk eller guldsmykker.
Om aftenen kan du opleve en verden fuld af skønhed ved Dubai Fountain. Hver forestilling er anderledes – nogle gange elegant og rolig, andre gange kraftfuld og dramatisk. Beundr den fortryllende synkronisering af vandstrålerne, der skyder op til 150 meter i luften, med Burj Khalifa i baggrunden.
Miracle Garden er en af verdens største blomsterparker og ligger inden for kort køreafstand fra Dubais centrum. Det er ikke en klassisk botanisk have, men en samling af imponerende blomsterskulpturer.
Rundt om den kunstige ø Palm Jumeirah løber en bred promenade på 11 kilometer langs Den Persiske Golf. Nogle steder finder du madvogne og caféer med en fantastisk udsigt takket være de store vinduer. Hvis du har lejet en bil, kan du stoppe hvor som helst langs denne promenade.
Dubai-museet, der ligger i Al Fahidi-fortet fra det 18. århundrede, dokumenterer emiratiernes traditionelle kultur, håndværk og livsstil. Blandt museets udstillingsgenstande er et originalt vindtårn og en dhow, et traditionelt sejlskib, der ligger lige uden for museet. I nærheden ligger bydelen Al Bastakiya, hvor du kan opleve atmosfæren i det gamle Dubai.
I Museum of the Future kan du opleve, hvordan verden vil se ud om halvtreds år. Den innovative bygning i sig selv er allerede et arkitektonisk vidunder, og indenfor lærer du alt om fremtiden inden for smarte byer, robotteknologi, kunstig intelligens, rumfart og energi.
Mange strande i Dubai hører til luksuriøse resorts. Hvis du ikke bor på et sådant resort, kan du ofte få adgang til stranden mod betaling. Derudover er der masser af gratis strande. Den mest kendte er The Beach (tidligere Jumeirah Beach) ved Dubai Marina. Lige bagved ligger The Walk, en promenade med masser af restauranter, udendørs serveringssteder og butikker. Også J1 Beach (det tidligere La Mer Beach) har en smuk boulevard.
West Beach -stranden ligger langs adgangsvejen til den kunstige ø Palm Jumeirah og er godt halvanden kilometer lang. Her har man en god udsigt til skyline i Dubai Marina. Da stranden ligger mod vest, er det et populært sted at nyde solnedgangen. Det kan man også fra den relativt lille Umm Suqeim Beach, hvor man kan se solen gå ned bag det ikoniske hotel Burj Al Arab.
Som navnet antyder, er Kite Beach populær blandt kitesurfere, men man kan også leje kajakker der. I Fujairah, på UAE’s østkyst, er Umbrella Beach et must.
Mange byer med over en million indbyggere er svære at køre i, men det gælder ikke for Dubai. Med fantastiske veje, strenge trafikregler, rigeligt med parkeringspladser og utallige spændende steder er det en fornøjelse at tage lejebilen og køre en tur gennem byen. Det skal du dog ikke gøre i morgentrafikken eller aftentrafikken, for da er der meget travlt på vejene i og omkring byen.
Alle vejskilte er skrevet på både arabisk og latin. Det sværeste ved at køre bil i Dubai er at finde vej gennem de til tider lidt uoverskuelige vejkryds. Man kan nemt komme til at køre forbi en afkørsel. Her er navigationsappen Waze (Android / iOS) en stor hjælp, for den giver anvisninger om, hvilket kørespor man skal køre i!
Du vil måske blive overrasket over, hvor hurtigt nogle biler kører i venstre kørebane; klart hurtigere end hastighedsgrænsen. Dubai har nemlig en uofficiel tolerance: kører du mindre end 20 kilometer hurtigere end den angivne hastighed, får du ingen bøde. Vi fraråder dig at følge denne praksis med din lejebil, om ikke andet så fordi andre emirater ikke har denne »margen« og nøje håndhæver den angivne hastighed.
Det er nemt at parkere i Dubai: Der er rigeligt med parkeringspladser, og med et lokalt SIM-kort kan du betale via din smartphone. Du kan også betale kontant, og desuden kan du købe forudbetalte parkeringskort på tankstationer og i supermarkeder. Hotellerne tilbyder som regel gratis parkering til deres gæster, og ved mange supermarkeder kan du parkere gratis i fire timer.
Dubai har et fuldautomatisk vejafgiftssystem, der hedder Salik. Hver bil, altså også din lejebil, har en mærkat på forruden, så vejafgiftsportalen genkender bilen, og det skyldige beløb opkræves. Biludlejningsfirmaet afregner denne vejafgift – eventuelt forhøjet med administrationsgebyrer – når du afleverer lejebilen. Spørg om udlejningsfirmaets specifikke regler, når du afhenter bilen.
Når man kører ind i byen Abu Dhabi, gælder der et andet vejafgiftssystem, der hedder DARB. Her registreres bilerne via nummerpladen. Vejafgiftsportene på broerne til Abu Dhabi er kun i drift i myldretiden på hverdage, fra kl. 7.00 til 9.00 og fra kl. 17.00 til 19.00. Du kan derfor nemt undgå denne vejafgift ved at køre uden for myldretiden.
I det trendy Dubai drejer meget sig om luksus, og det kan man også se på det relativt store antal eksklusive biler, der kører rundt. Man ser for eksempel mange Rolls-Royce’er, og vejen langs The Beach ligner nærmest en udendørs biludstilling. Se og bliv set! Og hvorfor ikke være med på det en dag? For eksempel ved at leje en rigtig luksusbil og gøre indtryk på vejene langs strandene. Markér feltet »Luxury« i vores søgeformular, så giver vi dig et overblik over de smukkeste biler at tage en tur med i Dubai!
Du kan uden problemer køre til de andre emirater, så der er meget mere at se end bare Dubai. Lej en bil for at tage på dagsture fra Dubai!
Når man kører i en lejebil ad E66 mod Al Lisaili (også kendt som Al Marmoom), ser man lige før landsbyen et brunt skilt med en kamel på. Det er afkørslen til banen for kamelvæddeløb. Det er den største og bedst udstyrede kamelvæddeløbsbane i Dubai, som tiltrækker besøgende fra nær og fjern. Om sommeren afholdes der ingen løb, og det samme gælder under fastemåneden Ramadan. På Dubai Camel Racing Clubs hjemmeside kan du se, hvornår de næste kamelvæddeløb er planlagt.
Længere mod sydøst ligger byen Al Ain, der er opstået omkring en oase og derfor også kaldes Garden City. Oasen er et smukt, skyggefuldt område med snoede stier, hundredvis af daddelpalmer og traditionelle vandingskanaler. I udkanten af oasen ligger Al Ain-museet, hvor du kan lære meget om Emiraternes historie gennem arkæologiske fund, modeller og interaktive skærme. Byen ligger ved foden af Jebel Hafeet, det næsthøjeste bjerg i De Forenede Arabiske Emirater. Med din lejebil kan du følge en snoet vej op ad bjergkæden på den østlige side. I området må du gerne slå et telt op, men vær opmærksom på, at nætterne i ørkenen er meget kolde. Derudover finder du 5.000 år gamle grave, der ligner gigantiske bikuber.
Cirka halvanden times kørsel fra Dubai-byen ligger Hatta-dæmningens reservoir. Her kan man ro i kajak og på vandcykel, men det er også et perfekt sted til en picnic. Der er fem vandreruter gennem bjergene i området, der spænder fra rimeligt lette til ret udfordrende.
Det nordligste emirat er Ras Al Khaimah, som lokalt oftest forkortes til RAK. Området er kendt for Jebel Jais, UAE’s højeste bjerg (1892 m). Det højeste punkt i denne del af det barske Hadjar-bjergkæde ligger for øvrigt på 1934 meter, men det befinder sig i Oman. Langs de snoede bjergveje kan du nyde fantastiske udsigter, og du kan også dyrke spændende udendørs sportsgrene: abseiling, klatring, vandreture, kælkning og meget mere. Her finder du også verdens længste svævebane, Jais Flight, der er næsten tre kilometer lang.
Bilentusiaster kører mod Abu Dhabi, for lige før byen ligger Yas Marina Circuit, hvor Formel 1-Grand Prix’et afholdes. For at overvære det skal man grave ret dybt i lommen, men der er ofte andre bilvæddeløb at se eller kørere, der træner. I nærheden finder du Ferrari World, hvor du kan beundre forskellige klassiske og nyere modeller fra dette berømte bilmærke. Du kan endda tage en tur i en Ferrari (men husk at booke det på forhånd online). Derudover er det en forlystelsespark, hvor alle forlystelser har Ferrari som tema, for eksempel den lynhurtige rutsjebane Formula Rossa og F1-simulatoren.
Emiratet Fujairah ligger på De Forenede Arabiske Emiraters østkyst ved Omanbugten, ca. 120 kilometer i bil fra Dubai by. Også her finder du fantastiske strande, og det er et populært sted at snorkle eller dykke. Undervandsverdenen er kendt for sine farverige koralrev med en stor mangfoldighed af fisk og andre havdyr, herunder skildpadder og delfiner.
Abu Dhabi er ikke blot hovedstaden i det emirat, der bærer samme navn, men i hele De Forenede Arabiske Emirater. Byen rummer landets største moské, Sheikh Zayed Grand Mosque. Det er en af de få moskéer, som ikke-muslimer kan besøge, og der er gratis adgang. Den enorme indre gårdsplads har en smuk blomstermosaik, og i det indre springer de store lysekroner og de over tusind søjler i øjnene.
Ligesom Dubai er man også i Abu Dhabi klar over, at indtægterne fra olie en dag vil tørre ud. Derfor er byen i fuld gang med at indhente det forsømte ved at opføre moderne skyskrabere, og den bliver også et stadig mere populært strandrejsemål.
Hvis du vil leje en bil i Dubai og flyver til Dubai International Airport (DBX), skal du tjekke nøje, hvilken terminal dit fly ankommer til. Emirates’ fly benytter Terminal 3, mens andre store internationale flyselskaber ankommer til Terminal 1. Regionale flyvninger benytter Terminal 2, som også er ankomst- og afgangshallen for mange lavprisselskaber. Men lavprisselskaber kan også ankomme til Dubais anden lufthavn, Al Maktoum International Airport (DWC). I de kommende år vil der blive arbejdet på en omfattende udvidelse af denne lufthavn, som i sidste ende vil erstatte den anden lufthavn fuldstændigt.
Flere og flere flyver til den internationale lufthavn i emiratet Sharjah, der grænser op til Dubai. Etihad Airways har sin hjemmebase i Abu Dhabi Airport. Hvis du lejer en bil der, er der ikke særlig langt til Dubai: lidt over 100 kilometer.
Mange tror, at man bedst udforsker Dubai med taxi eller metro, men det er faktisk meget billigere og mere praktisk at komme rundt i bil. Der er fantastiske steder, man nemt kan køre til med en lejebil, og mange seværdigheder, som metroen eller bussen ikke kører til. Desuden er benzinpriserne lave, især sammenlignet med mange europæiske lande.
Burj Khalifa og Dubai Mall er to af Dubais mest kendte seværdigheder, men byen og de øvrige emirater har meget mere at byde på. De fredfyldte Al Qudra-søer, de vilde bjerge i Hatta og de smukke ørkenlandskaber ligger alle inden for køreafstand. Husk også, at det kan være meget varmt i Dubai – for ikke at sige hedt. Kan du forestille dig, hvordan det er at svede, mens du venter på en bus eller en taxa? Ikke særlig behageligt. Med din egen lejebil bestemmer du ikke kun selv over aircondition, men også over musikken og tempoet på din rejse. Og du kan desuden spontant stoppe ved interessante steder, du støder på undervejs. Vi anbefaler, at du reserverer en lejebil i Dubai i god tid, især i højsæsonen (vintermånederne).
At leje en bil i Dubai kan være overraskende billigt i forhold til de andre muligheder. At rejse rundt med taxi bliver hurtigt dyrt, især hvis du har planer om at besøge mange steder. Med en lejebil betaler du et fast beløb og kan som regel køre et ubegrænset antal kilometer, så du kan udforske omgivelserne uden hele tiden at skulle holde øje med taxameteret. Hvis du lejer en bil med vores Worry-Free-mærke, er de ubegrænsede kilometer altid inkluderet. Desuden kommer disse biler fra udlejningsfirmaer med et godt omdømme, de nødvendige forsikringer er også inkluderet, og selvrisikoen er dækket. Med en sådan lejebil kan du rejse bekymringsfrit gennem Dubai og de andre emirater!
Hvilken forsikring bør jeg vælge, og er det med depositum? Læs vores artikler, der giver dig praktiske oplysninger og tip, som sikrer, at du vælger den udlejningsbil, som passer bedst til dig.