Det mest kendte kælenavn for Las Vegas er Sin City (Syndens by), men der findes mange andre, herunder »Entertainment Capitol of the World«. Udover at spille i kasinoerne kan man her nyde fremragende teaterforestillinger og optrædener af topkunstnere. Hvis du er på udkig efter et adrenalinkick, kan du prøve en karrusel, hvor du hænger 275 meter over jorden (The Ride), eller lade dig falde ned fra den højde (SkyJump). Men Las Vegas er meget mere end kasinoer, klubber og strålende lys: Det er porten til nogle af de mest betagende naturvidundere i det sydvestlige USA.
Byen er et perfekt udgangspunkt for en fantastisk biltur. Fra Las Vegas er der nem adgang til flere ikoniske nationalparker og naturreservater med en lejebil. I denne imponerende natur kan du ofte dyrke forskellige aktiviteter: vandreture, bjergbestigning, mountainbiking, rafting og kajakroning. Nedenfor beskriver vi ture til nogle af de smukkeste seværdigheder omkring Las Vegas. Du kan selvfølgelig også kombinere de forskellige destinationer til én lang biltur gennem Nevada og de tilstødende stater.
Vil du gerne vænne dig lidt til den bil, du lige har lejet i lufthavnen i Las Vegas eller i selve byen? Så tag en kort og nem dagstur til Red Rock Canyon.
Dette fredede naturområde byder på et storslået landskab med bjergtoppe, knaldrøde klippehøje, sandstensklipper, stejle kløfter og gamle klippemalerier. Den bedste måde at besøge de smukkeste steder på er at køre ad Scenic Drive, en rute på godt 20 kilometer. Hvis du ikke stopper undervejs, kan du køre ruten på tre kvarter, men så går du glip af meget. Du kan nemt tilbringe hele dagen her, og så har du stadig ikke set det hele. Tag dig god tid til at nyde de fantastiske udsigter, de unikke klippeformationer og ørkenlandskabets skønhed.
Der er forskellige vandrestier, og det er tydeligt angivet med farver, om de er lette (grøn), mellem (orange) eller udfordrende (rød). Gå ikke glip af de smukkeste udsigtspunkter (overlooks) undervejs: Sandstone Quarry, High Point og Red Rock Wash. De lette vandreruter går over træbroer (boardwalks), såsom Red Spring Boardwalk langs foden af Calico Hills. Disse bakker er et eldorado for klatrere. Langs de fleste vandreruter er der picnicpladser, hvor du kan nyde din frokost med en fantastisk udsigt.
Forbered dig grundigt, og overvej, hvor du vil stoppe. Du kan nemlig ikke køre tilbage, da ruten er ensrettet. Bemærk: Fra 1. oktober til 31. maj skal du reservere et tidsvindue for at få adgang til Scenic Drive. Alternativt kan du påbegynde turen før kl. 8 om morgenen – så behøver du ingen reservation.
Er du ikke træt af maleriske ruter endnu? Så kør ad Mt. Charleston Scenic Byway, en dejlig vej, der snor sig rundt om Mount Charleston. Om sommeren byder denne tur på en kølig afveksling fra de varme temperaturer i Las Vegas. Desuden kan du i denne periode se masser af vilde blomster. Ved Desert View Overlook kan du se langt ud, når du går fra parkeringspladsen til udsigtsplatformene. Lidt længere fremme ligger starten på forskellige vandrestier, herunder Sawmill Trail, en let vandretur på fire kilometer. Du kommer til denne smukke vej ved at dreje af fra US-95 mod Kyle Canyon. På skiltene står der også »ski resort«. Hva'? Skiløb i ørkenen? Ja, om vinteren ligger der sne på toppene af Spring Mountains.
Længere mod vest kommer man til Death Valley, som trods det skræmmende navn byder på en fantastisk oplevelse. Følg ikke den hurtigste rute hertil (via US-95), for den er dødss kedelig. Tag dig lidt mere tid og vælg fra Las Vegas State Road 60 mod Pahrump. I den lille by kører du ikke lige ud, men drejer til venstre og kører ad SR-372 for at krydse grænsen til Californien. På den californiske side har denne vej nummeret CA-178. Ved byen Shoshone er Death Valley angivet på skiltene, og du kører ad CA-127 via Deadman Pass i Sierra Nevada til Death Valley Junction. Der drejer du til venstre, og der er stadig næsten 50 kilometer at køre ad CA-190 til Furnace Creek, på den østlige side af nationalparken.
Det er et utroligt smukt område, hvor man kan tilbringe flere dage, hvis man virkelig vil se det hele. I Death Valley finder man det varmeste, tørreste og lavest beliggende punkt i USA. Saltørkenen Badwater Basin ligger godt 85 meter under havets overflade, og den vedvarende tørke og rekordvarmen om sommeren gør Death Valley til et land af ekstremer. I det tidlige forår er det en overvældende oplevelse, når der ligger sne på de højeste tinder, og med lidt held er dalen dækket af et kæmpe tæppe af vilde blomster. Denne såkaldte »superbloom« opstår efter regn, hvilket er ret sjældent. Men selv uden denne blomsterpragt er Death Valleys ødemark et must-see: saltsletter, klippeformationer, kløfter, sandklitter, bjerge og det pastelfarvede, bølgende landskab ved Zabriskie Point. Langs vejen Artists Drive finder man fantasifulde klippeformationer med en afkørsel til Artists Palette, hvor klipperne har helt særlige farver.
Med en lejebil kører du fra Las Vegas til Boulder City på cirka en halv time. Godt tolv kilometer nordøst for denne by ligger Hoover-dæmningen, som blev bygget i 1930’erne. Den var et mesterværk inden for datidens moderne teknik. Hvis du vil se dæmningen på tæt hold, skal du være opmærksom på, at du følger den rigtige vej. Du skal køre ud på Hoover Dam Access Road, som er skiltet med brune vejskilte. Kører du lige ud ad motorvejen, kommer du ganske vist også forbi dæmningen, men du kan stort set ikke se noget af den.
Hoover-dæmningen ligger ved Colorado-floden, der her udgør grænsen mellem Nevada og Arizona. Inden du når selve dæmningen, kan du parkere på området foran »scenic view«. Fra denne parkeringsplads fører en zigzaggende sti til gangstien langs US-93 (også kaldet Interstate-11). Her har du den bedste udsigt og kan se dæmningen, som på billedet ovenfor.
Du kan køre over dæmningen i din lejebil, og der er parkeringspladser på begge sider, men du må naturligvis ikke standse på selve dæmningen. Gå derfor over den for at få en fornemmelse af den enorme højde og for at nyde den smukke udsigt over den imponerende Colorado Bridge.
Ved Lake Mead Visitor Center starter den historiske Railroad Trail, hvor togene kørte for at transportere byggematerialer til dæmningen. Stien løber gennem tunneler, der blev boret til formålet, og langs Lake Mead-reservoiret. Undgå at tage denne vandretur i de varme sommermåneder, da der – bortset fra i tunnelerne – ikke er nogen skygge overhovedet. I vandet ved Lake Mead kan du dog godt køle af ved Boulder Beach, fem kilometer nord for besøgscentret.
Efter dæmningen er der tyve kilometer kørsel til Willow Beach Scenic Overlook, hvor du har en fantastisk udsigt over de sorte lavaklipper i Black Canyon. I Willow Beach kan du leje en kajak for at padle ud til det smaragdgrønne vand i Emerald Cave. Det er næsten ikke til at forestille sig, at man befinder sig midt i ørkenen. Hold øje med tykhornsfår, falker og havørne undervejs.
Grand Canyon blev dannet af Colorado-floden og dens bifloder. Hvis du starter i Las Vegas, er der et godt stykke at køre til Grand Canyon Village (450 kilometer), så det er bedst at opdele ruten i etaper. Efter Boulder City er Kingman et godt sted at gøre et kort stop. Byen ligger langs den berømte Route 66, og der er derfor et museum dedikeret til vejen, fyldt med interessante fakta og historie. Særligt morsom er udstillingen af historiske elbiler. Troede du, at elbiler var noget nyt? Næh, tag da et kig i Kingman.
Til det næste stop, Seligman, er der kun en times kørsel ad I-40. Men hvem vil ikke gerne have kørt i det mindste et stykke af den berømte Route 66, der engang var den vigtigste forbindelse mellem Chicago og Los Angeles? Det kan du godt, selvom det tager lidt længere tid, ikke kun fordi ruten er 15 miles (24 kilometer) længere, men også fordi du sikkert vil stoppe et par gange undervejs. For eksempel ved Hackberry General Store eller de Burma Shave Signs. I centrum af Seligman finder du utallige veteranbiler og antikke motorcykler, historiske tankstationer, diners i 1950’er-stil og vægmalerier, der vækker myten om den tid til live.
Fra Seligman er der næsten 160 kilometer til Grand Canyon Village ved South Rim. Besøgscentret der er det oplagte sted at finde ud af, hvor du præcis vil hen i dette enormt vidtstrakte område. Er du i god form og har du ikke noget imod at klatre og kravle? Så tag Bright Angel Trail ned til bunden af kløften. Det er ikke for alle, for turen er 9 miles (15 kilometer) lang, og du skal jo også tilbage igen. Desuden er det nede i kløften meget varmere (for ikke at sige hedt) end oppe på toppen. Det er nemmere at tilbagelægge (en del af) ruten på muldyr.
Desert View Drive på den sydlige side af Grand Canyon byder på spektakulære udsigter, men er en meget besøgt del af nationalparken. North Rim tiltrækker langt færre mennesker, og også der er udsigterne fænomenale. Desuden ligger den nordlige side højere, og der er derfor køligere. For at komme til den anden side af kløften kører man fra Las Vegas ad I-15 til St. George for derefter at køre via Fredonia til North Rim. Dette er for øvrigt ikke muligt om vinteren, da den sidste del (State Route 67) er lukket. På Grand Canyons hjemmeside kan du se, hvilke veje (og vandreruter) der er lukket. På ruten mod den nordlige side kommer du blandt andet forbi Zion National Park. Eller du kan køre øst om kløften via Page til North Rim. Så kommer du forbi Antelope Canyon og den berømte Horseshoe Bend.
Grand Canyon West er meget populært, især på grund af Skywalk, der ligger højt over kløften. Det ligger meget tættere på Las Vegas (godt 200 kilometer), men anmeldelserne er ikke ligefrem positive. For det første skal man ofte vente længe på de pendelbusser, der kører mellem parkeringspladsen og indgangen til udsigtsplatformen. Derefter skal man også vente der, og som om det ikke var nok, må man ikke selv tage billeder, medmindre man betaler hundrede dollar… Og hvis man vælger Skywalk: Glaspanelerne er på grund af de mange ridser næppe længere gennemsigtige.
Er du efter alle de smukke, men også tørre klipper klar til lidt vand? Husk, at der gennem den tørre ørken løber floder som Colorado-floden, og at der takket være dæmningerne også er store søer. Flere steder kan du svømme, rafte, kajaksejle, ro, wakeboarde, stå på vandski eller køre på gummiring. Eller du kan leje en båd og sejle på egen hånd.
Ovenfor nævnte vi allerede opdæmningssøen Lake Mead og Willow Beach ved Boulder. Sidstnævnte er ret klippefyldt, og mange mennesker går ikke i vandet for at svømme, men nyder i stedet en grillfest ved vandkanten. Lidt længere væk finder du rekreativområdet Big Bend, lige syd for Laughlin. Her er en dejlig stor strand med dejligt køligt vand, selv på de varmeste dage. Endnu længere mod syd kommer man til Havasu National Wildlife Refuge, mellem høje klipper, hvor man kan svømme, fiske og sejle, og hvor man også kan observere fugle.
Forveks det ikke med Havasu Falls, for de ligger et helt andet sted. Det er for øvrigt nogle fantastiske vandfald, men det er en temmelig eksklusiv oplevelse. Det koster en del at overnatte på kroen eller på campingpladsen i Havasupai-reservatet, og du skal forberede dig på en krævende vandretur. Desuden skal du have en tilladelse, som du ansøger om via den officielle hjemmeside. Hvis du er blandt de heldige, der formår at få fat i en tilladelse, venter der dig en oplevelse, du aldrig vil glemme. Gemt mellem klipperne ligger Supai, en vidunderlig oase med fem blågrønne vandfald.
Når du kører mod Grand Canyons North Rim, er er Zion National Park et velkomment mellemstop. Det er et næsten ufatteligt grønt område midt i det ellers tørre landskab. Fra Las Vegas er der cirka 250 kilometer i lejebil. Undervejs kører du gennem den storslåede Virgin River Gorge, der minder meget om Grand Canyon, og forbi de røde klipper og klitter ved St. George. Det er en god idé at stoppe her et øjeblik og leje en offroad-motorcykel for at udforske dette barske terræn.
Virgin River sørger for den friske, grønne bevoksning mellem de næsten lodrette klippevægge på begge sider i Zion National Park. En del af parken, Zion Canyon, er fra marts til november (undtagen i juleugen) kun tilgængelig med en pendulbus, da der ellers ville blive alt for travlt på vejen til de mest populære vandreruter, såsom Angels Landing og The Narrows, hvor man skal vade gennem floden i kløftens smaleste del. Lettere vandreture er Emerald Pools Trail og Canyon Overlook Trail. I lavsæsonen kan man selv køre til de mest populære udgangspunkter for vandreture, og der er stor chance for at se sne på toppen af de røde klipper – et fortryllende syn.
Uden for Zion Canyon kan du i højsæsonen køre med din lejebil ad alle andre veje i parken, såsom State Route 9, der løber fra den vestlige indgang ved Springdale mod øst. En fantastisk smuk vej, der følger Virgin-flodens forløb. For at undgå trængslen skal du tage til Kolob Canyons, der ligger gemt i parkens nordvestlige hjørne. Vejen krydser en bjergkam og stiger 300 meter op til Kolob View Point. Derfra kan du gå et stykke videre til Timber Creek Overlook.
Kører man mod øst ad State Route 9, kommer man til Mount Carmel. Derfra er der godt en times kørsel til Bryce Canyon City, indgangen til Bryce National Park. Her er hovedattraktionen de såkaldte hoodoos, lodrette klippesøjler, der er dannet af frost og tø. Solen skaber nuancer af lyserødt, orange og rødt. Bryce Canyon Scenic Drive er en tur på 19 miles (30 kilometer), der går længere end det mest kendte udsigtspunkt, Amphitheateret. Nogle af de bedste andre udsigtspunkter er Rainbow Point, Yovimpa Point, Ponderosa Canyon og Natural Bridge. Men lad også lejebilen stå en gang imellem og stræk benene! Den nemmeste vandretur er Queens Garden Trail. Lidt mere udfordrende er Navajo Trail, en sti omgivet af Douglas-fyrretræer ned til bunden af kløften.
State Route 12 løber gennem den maleriske nordøstlige del af Bryce Canyon. Selv hvis du følger denne rute, bør du af og til standse lejebilen, for eksempel ved parkeringspladsen ved Mossy Cave, en udhængende klippe med en underjordisk kilde. Om sommeren er grotten kølig, og vandet drypper ned fra de hængende stalaktitter. Om vinteren er grotten fyldt med gigantiske istapper. Der er desuden et smukt vandfald. Lige efter Henrieville kører du forbi klipperne, der er kendt som Grand Staircase.
Når man kører ad Highway 89 mod Page via den østlige side af Grand Canyon, kommer man lige efter afkørslen til Highway 89A over Antilope Pass. Fra Bitter Springs er det en ret stejl stigning langs kanten af en klippe. Vær derfor opmærksom på, at store lastbiler kører meget langsomt op ad bakken. På toppen kører du mellem højt opragende klippevægge på begge sider af vejen. Det er i øvrigt værd at dreje af på 89A i Bitter Springs for at se de to broer over Colorado-floden: den ældste er for fodgængere, og den anden er for biler. Lige før broerne er der en parkeringsplads, og fra fodgængerbroen kan man se ned i floden, og hvis man er heldig, kan man også se rovfugle, såsom den imponerende amerikanske kondor.
Langs Highway 89 ligger der flere udsigtspunkter med betagende udsigter. Man kommer blandt andet forbi den berømte Horseshoe Bend, hvor den bugtende Colorado River laver en skarp sving rundt om klipperne. Cirka otte kilometer før Page er der en afkørsel til en stor parkeringsplads. Der starter en asfalteret vandresti hen til udsigtsplatformen. Stien er næsten en kilometer lang og har kun lidt skygge (der er to skyggefulde steder undervejs), så tag noget på hovedet og medbring vand. Når du når udsigtspunktet, vil du blive målløs. Uanset hvor mange gange du har set det på billeder, er det i virkeligheden mange gange mere imponerende: den næsten cirkelformede sving og den dybe kløft, som floden har udhulet for millioner af år siden.
Page ligger tæt på Glen Canyon-dæmningen, som er næsten identisk med Hoover-dæmningen, selvom den er lidt lavere (kun fem meter) og næsten hundrede meter bredere. Dæmningen skabte Lake Powell, som er en dejlig sø til forskellige vandaktiviteter. Fra dæmningen kan du padle ned ad Colorado-floden i kajak.
Antelope Canyon er en kløft med smalle, eroderede gange og bølgende klippeformationer. Man kan kun besøge denne kløft under ledelse af en guide, og guidede ture er meget populære. Billetterne er ofte udsolgt i god tid i højsæsonen fra maj til september. Book derfor i god tid online hos en af de officielle rejsearrangører. Her skal du vælge mellem Upper Antelope Canyon og Lower Antelope Canyon. Sidstnævnte er lidt mindre overfyldt, men meget smal nogle steder. Derudover er der ret mange trapper for at nå de forskellige dele. Rundvisningen er lidt billigere end den gennem Upper Antelope Canyon, som er lettere at komme til og er berømt for de lysstråler, der giver mulighed for smukke fotos. Disse lysstråler kan i øvrigt kun ses på bestemte tidspunkter af dagen mellem april og oktober. En anden forskel mellem de to kløfter er, at turen gennem Lower Antelope Canyon kun går i én retning, mens man i den anden kløft møder modkørende besøgende. Uanset hvilken af de to du vælger, vil du nede i kløften være omgivet af farverige klipper af Navajo-sandsten, der snor sig i unikke mønstre og spiraler. Når man går mellem disse tårnhøje, dramatiske klippeformationer, føles det som om man befinder sig i en anden verden.
Når du alligevel er i Page, kan du lige så godt tage et smut forbi Monument Valley , der ligger godt to timers kørsel mod øst og på grænsen mellem delstaterne Arizona og Utah. Når du ved enden af en knivskarp lige vej ser klipperne tårne sig op, tænker du måske: Det her har jeg da set før? Det kan godt være rigtigt, for dette landskab har dannet baggrund for scener i rigtig mange film og også reklamer. Nogle af disse enorme røde klipper er over hundrede meter høje og ligger kilometer fra hinanden, selvom det ikke ser sådan ud på afstand. Nyd udsigten, men kør ikke selv gennem dalen i din lejebil, for du vil uundgåeligt sidde fast i sandet.
Den lille by Nelson ligger 70 kilometer sydøst for Las Vegas og opstod oprindeligt under navnet Eldorado, som spanierne gav den på grund af guldfundene. Denne opdagelse udløste en guldfeber, og guldgraverne kom ofte i konflikt med hinanden. I det 19. århundrede var skyderier og mord hverdagskost. Man kan næsten ikke forestille sig, at det nutidige, noget søvnige Nelson engang var en rigtig rå og løssluppen by i det Vilde Vesten. Området omkring den tidligere guldmine Techatticup minder dog stadig meget om det Vilde Vesten. De rustne gamle biler og benzintanke i Nelson Ghost Town er fra en senere periode. Den største attraktion er selve minen. Vær forberedt på en markant temperaturforskel. Mens temperaturen udenfor om sommeren kan nå op på næsten 40 grader Celsius, er temperaturen i minen konstant og kølig, nemlig 18 grader. Man lærer om guldudvindingen og guldfeberen i dette område, og der er masser af gammelt minedriftudstyr at se. Den enormt dybe borebrønd er spektakulær. Du skal reservere plads til turen gennem guldminen, og rundvisningen finder kun sted, hvis der er mindst fire voksne, der har tilmeldt sig.
Har du ikke lyst til at køre langt? Så tag til Valley of Fire, der kun ligger 50 miles (godt 80 kilometer) fra centrum af Las Vegas. Ud over landskabet med knaldrøde aztekiske sandstenklipper, der ligger indlejret i grå og brun kalksten, finder du i denne park gamle, forstenede træer og helleristninger, der er mere end to tusind år gamle. Ved besøgscentret kan du parkere din lejebil, og det er et godt udgangspunkt for at lære mere om landskabet og de tidligere beboere.
Især i den sene eftermiddagssol ser disse dybrøde klipper ud til at stå i flammer. Mouse’s Tank Road er det uofficielle navn for White Domes Road, der løber fra besøgscentret til parkens ende. Mange af de over ti vandreruter starter langs denne hovedvej, herunder Fire Wave Trail. Den må du bestemt ikke gå glip af, for klipperne er utrolige med bånd af rødt, lyserødt, orange og cremefarvet, der snor sig omkring hinanden. Når du kører ad hovedvejen, husker du igen, hvorfor du har lejet en bil: til venstre og højre for den bølgende vej står der fantastiske, høje røde klipper.
Bemærk: Da temperaturen i sommermånederne stiger meget højt, er mange vandrestier i parken lukket fra midten af maj til slutningen af september. De aktuelle lukninger er angivet på Valley of Fires hjemmeside.
Hvis du har planer om at tage på tur med en lejebil fra Las Vegas, står du over for forskellige valg. Vælger du en personbil, eller vil du hellere leje en autocamper? Med den sidste mulighed behøver du ikke at lede efter hoteller, og der er mange steder i USA, hvor du kan overnatte med en RV (Recreational Vehicle).
Derudover er der spørgsmålet: skal du aflevere lejebilen tilbage i Las Vegas, eller skal du leje en one-way, hvor du afleverer bilen et andet sted end der, hvor du hentede den? Mange af de nationalparker, vi har beskrevet ovenfor, ligger et godt stykke fra Las Vegas. I så fald er det mere praktisk at køre videre til en anden slutdestination, for eksempel Denver. Så kan du desuden besøge endnu flere parker, såsom Mesa Verde eller Arches National Park. Andre populære one-way-destinationer fra Las Vegas er Salt Lake City, Albuquerque og Los Angeles.
Hvilken forsikring bør jeg vælge, og er det med depositum? Læs vores artikler, der giver dig praktiske oplysninger og tip, som sikrer, at du vælger den udlejningsbil, som passer bedst til dig.